Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mobilpolitik

Brugen af mobiltelefoner, smartwatches, tablets, computere og andre digitale enheder er blevet en naturlig del af vores hverdag i faglige såvel som sociale sammenhænge. Således betragter vi bl.a. mobiltelefonen som et redskab til både arbejde og relationer.

 

Det er en fælles opgave for skole og hjem at give eleverne en fornuftig brug af de forskellige digitale enheder. På Vejgaard Østre Skole rammesætter vi med denne politik særligt brugen af mobiltelefoner og Chromebooks – dog er politikken dækkende for alle de førnævnte digitale enheder.

 

Vi værner om undervisningsmiljøet og vores sociale fællesskaber, samtidig med vi er bevidste om elevernes digitale dannelse. Med mobilpolitikken vil vi fremme elevernes læring, trivsel og relationer og undgå uhensigtsmæssige digitale forstyrrelser.

 

Det er et individuelt valg, om man medbringer en mobiltelefon på Vejgaard Østre Skole – det er ikke en forudsætning. 

 

Vi udleverer en personlig Chromebook til alle elever i 1.-9. klasse, mens 0. klasse gør brug af klassesæt. Elever kan vælge at medbringe egen computer til undervisningsbrug, som benyttes i stedet for den udleverede Chromebook – dette er ligeledes heller ikke en forudsætning. Chromebooks skal medbringes fuldt opladet, såfremt de ikke opbevares i computerskabe på skolen. Der er ens regler for brug af Chromebook og egen computer.

 

Mobiltelefoner og egne computer medbringes på eget ansvar. 

 

For at skabe plads til leg og samvær er fællesområder (skolegårde, Oasen, hal og sal, multibane, skolebod, legepladser m.m.) mobilfri zoner. Der skal desuden være særlig opmærksomhed på, at omklædningsrum er mobilfrie.

 

Regler for elever i 0.-5. klasse:

  • Mobiltelefonen er slukket i skoletiden – dvs. i undervisningen, i pauserne og i DUS. Medbragte mobiltelefoner skal opbevares i skoletasken. Skolen kan vælge at indføre en praksis, hvor mobiltelefoner indsamles fra skoledagens start på klassen, og de udleveres ved skoledagens afslutning.

  • Chromebooks indgår i undervisningen fra 1. klasse og frem. Chromebooks er et arbejdsredskab og bruges derfor ikke til leg/spil/sociale medier m.m. Heller ikke i pauserne.

  • iPads benyttes i planlagte aktiviteter i de mindste klasser.

  • Det pædagogiske personale kan vælge at tillade brugen af mobiltelefoner i undervisnings- og fritidsdelen. Eksempelvis i DUS Nice ved pulten sammen med en voksen, hvis der skal laves en legeaftale.

 

Regler for elever i 6.-9. klasse:

  • Mobiltelefoner indsamles fra skoledagens start på klassen, og de udleveres ved skoledagens afslutning.

  • Chromebooks er et arbejdsredskab og bruges derfor ikke til leg/spil/sociale medier m.m. Heller ikke i pauserne.

  • Det pædagogiske personale kan vælge at tillade brugen af mobiltelefoner i undervisningen.

 

 

Vedtaget i skolebestyrelsen mandag den 22. august 2022